Når man bruger kultur, tilfører man noget
Til minde om Charlotte S. H. Jensen, 1961–2019
“Det handler om dannelse og folkeoplysning. Det er jo det, kultur kan. Det er ikke, hvor mange der har været inde at se et eller andet; det er, hvad det gør for dem og for samfundet.”
Den 5. oktober 2018 havde jeg den store glæde at interviewe Charlotte S. H. Jensen til en ny bog, jeg arbejdede på, om kulturens betydning for menneskers trivsel og for samfundets bæredygtighed og udvikling, belyst af 42 stemmer fra dansk kulturliv. Det var helt oplagt for mig, at Charlotte skulle være med. Helt fra begyndelsen af mit arbejdsliv var hun en kæmpe inspiration med sin klare argumentation for at digitalisere og åbne kulturarven op for alle. Og hun sagde selvfølgelig straks ja til at være med i bogen, altid parat som hun var til at dele sin store viden om, hvordan folk egentlig bruger kultur, og hvad det betyder i deres liv; udvider horisonter, udvikler nye evner, gør gladere og rigere.
Nu har vi mistet Charlotte, men hendes inspirerende virke lever videre i alle os, hun har påvirket med sit lysende engagement og gavmilde kollegaskab. Til minde om Charlotte deler jeg her interviewet, som vi lavede den oktoberdag i fjor, så alle kan få glæde af hendes ord om værdien af en åben kulturarv.
***
Hvilket kulturelt danmarkskort vil du gerne give videre til de kommende generationer?
Det er faktisk et meget nemt svar, som bare er meget svært at gennemføre. Det, jeg allerhelst vil give videre, er et kulturelt danmarkskort, som er meget mere lige end i dag. Lighed i adgangen til at opleve og bruge kultur er et af de allervigtigste kulturpolitiske spørgsmål overhovedet. Det gælder lighed i for eksempel geografi, køn, etnicitet, uddannelse og indkomst. Det burde være en langt større opgave for kulturarvsinstitutioner at få nedbragt den kulturelle ulighed, end det er i dag. Det er selvfølgelig rart at kunne måle på, at der for eksempel kommer flere kunder eller brugere på et museum, men hvis ikke de også er mere forskellige, gør det ikke noget for den kulturelle udvikling.
Hjælper digitaliseringen på at nærme sig det mål?
Det er helt klart en del af vejen. I 2017 viste undersøgelsen Digitale biblioteksstrategier, at når folkebibliotekernes tilbud bliver digitale, så knækker den uddannelsesmæssige kurve. Der er flere med korterevarende uddannelser, der benytter tilbuddene, end når de udelukkende er fysiske. Det indikerer, at der sker noget positivt, når vi digitaliserer kulturen. Rigsarkivet lavede i 2013 en brugerundersøgelse, der pegede på, at der er en lavere overrepræsentation af længerevarende uddannede på arkiverne end på museerne. Det tror jeg vil komme bag på mange. Museer bliver opfattet som den brede institution, og arkiver som den smalle. Rigsarkivet har i dén grad formået at integrere digitaliseringen i sine services, og der er tydelige tegn på, at der sker en forskydning i brugersammensætningen, når tilbuddene bliver digitale.
Hvordan arbejder du for et mere lige kulturelt danmarkskort i din egen praksis?
Det gør jeg, hvor jeg kan, i faglige diskussioner, i kulturelle aktiviteter i min fritid, og ved at holde mig ajour med udenlandske undersøgelser inden for området. Meget af det, vi laver i Rigsarkivet, er med til at åbne kulturarven for flere. Vi arbejder meget med crowdsourcing eller citizen science — eller borgerforskning på dansk. I de senere år er der sket en ændring; hvor man tidligere talte om, at en kulturarvsinstitution havde frivillige, som gjorde et eller andet for institutionen — det kunne være at transskribere eller scanne historiske dokumenter — er vi i dag begyndt at tale om, at institutionen faciliterer kulturaktive borgere, der gerne selv vil skabe nogle kilder, for eksempel politiets registerblade og Rigsarkivets dødsattester, som er værdifulde for slægtsforskere i hele landet. Det er en helt anden måde at gå til kulturarv og brugere på, end når man som institution formulerer et produkt, man gerne vil sælge til folk. Ikke at det ene nødvendigvis er bedre end det andet, men vi har brug for hele spektret i kulturverdenen.
Borgerforskning kan meget mere end at skabe kilder for specifikke brugergrupper. De fleste arkiver og museer har store mængder af information, der er ‘låst’ på gammeldags analoge medier, som eksempelvis papir. De kulturaktive borgere, som digitaliserer og transskriberer på for eksempel Rigsarkivet, transformerer denne viden til data. Det er big data, for der er tale om millioner af informationsdele om fortidens danskere, deres alder, navne, dødsårsager, familiestørrelser, erhverv, osv. Jeg tror, at vi først er begyndt at skimte toppen af isbjerget af, hvad borgerforskning kan betyde for samfundet. Der er et meget stort potentiale, ikke bare når det handler om personligt udbytte for deltagerne, men også samfundsnytte.
Har vi brug for armslængdeprincippet i forvaltningen af kultur?
Ja, vi har brug for mange forskellige fagligheder. For at de for alvor skal kunne blomstre og berige hinanden med et godt samlet resultat, har vi brug for armslængden. Men det er ikke det samme, som at der ikke er brug for politisk styring og pejlemærker.
Ser du nogen tendenser til, at armslængden er udfordret i denne tid, hvor kultursektoren skæres kraftigt fra politisk hold?
Man ser det tydeligst i den nye public service-kontrakt med DR, hvor politikerne detailregulerer, hvor lange artikler DR må skrive, og om de må tage nye digitale former op. Det burde være op til en faglig vurdering, hvad der er det mest hensigtsmæssige at gøre.
Hvad mener du vi kunne undvære i dansk kultur?
I udgangspunktet mener jeg ikke, vi kan beslutte os for at ‘undvære noget’, men over tid kan man se, at noget bliver overflødigt eller ændrer sig. Det skal man erkende og tage ind som en del af den udvikling, man arbejder med. For bare tyve år siden var der masser af kulturhistoriske tidsskrifter, der blev udsendt til foreningsmedlemmer med abonnement. Den model fungerer ikke på samme måde i dag, hvor man kan finde meget af den samme information i mangfoldige formater på nettet. Der er også ændringer i måden, kulturhistoriske foreninger agerer på. Der er dukket en masse Facebook-grupper op, som koncentrerer sig om et emne, for eksempel historiske fotografier fra København. Disse virtuelle grupper udvikler sig nogle gange til et fysisk fællesskab, fordi folk aftaler fyraftensmøder eller weekendtræf. Så der er nogle måder at være sammen om kulturarv på, der ændrer sig, og nogle nye former, der erstatter nogle ældre.
Kritikere mener, at kulturverdenen er for konservativ og blot vil bevare det bestående. De efterlyser initiativ og evne til at følge med udviklingen. Hvad tænker du om det?
Udfordringen er jo, at der er utrolig store driftsopgaver i kultursektoren. Det er man ofte tilbøjelig til at glemme. Konserveringsarbejde eller danefæbehandling er ikke som udgangspunkt udadvendt eller brugbart i dag, men vi skal i høj grad bruge det om halvtreds eller hundrede år. Det er afgørende, at vi også står vagt om den type opgaver og deres finansiering, for det er en investering i fremtiden.
Som sektor er vi måske for tilbøjelige til at hænge fast i de ældre platforme for længe. Jeg synes bestemt ikke, det er en dårlig ide at gå ind på Statens Museum for Kunst og se et maleri af Eckersberg. Men det er ikke den eneste måde, man kan opleve hans kunst på eller få viden om Eckersberg og hans værker, teknik og motiver på. Det kan være lige så godt for ens oplevelse og dannelse at læse en artikel på nettet. Her kan man zoome ind på de allermindste penselstrøg og få indsigt i håndværkets finesser, som det kan være svært at se i det fysiske værk på museumsvæggen. Vi har brug for en ligestilling af fysiske og digitale platforme og af dét, de kan tilbyde med hensyn til at lære noget om kunst og historie.
Men i de senere år har vi set en stor interesse for at afprøve nye ting. Tiltag som SMK Fridays og Nationalmuseets Natnights, der åbnede de store københavnske museer på nye måder og rakte ud til nye brugergrupper, har været klare statements i kulturverdenen. Der er også sket en hel del på digitaliseringsfronten. Flere og flere kulturarvsinstitutioner åbner deres digitaliserede samlinger, også for kommerciel brug. Nationalmuseet har for eksempel over 500.000 fotos online, hvoraf langt de fleste bærer licenser, der muliggør, at borgerne — fra Gedser til Skagen — kan bruge dem ret frit. Det har skabt rigtig positiv respons at give fri adgang til kulturarven for andre end kulturarvsfolkene selv. Hele den bevægelse hen imod at åbne for samlingerne er et livtag med nogle af de allerstærkeste, gamle privilegier i kulturverdenen.
Statens Museum for Kunst har, ligesom Nationalmuseet og en del andre kulturarvsinstitutioner, åbnet deres digitaliserede samlinger. Det betyder, at jeg dårligt kan bevæge mig nogen som helst steder på nettet uden at støde på Statens Museum for Kunst — for eksempel på Wikipedia, Europeana og Google Arts & Culture. Når det gælder andre større kunstmuseer, så skal jeg rejse derhen og købe billet for at komme til at se deres samlinger, og jeg kan kun se det, der er udstillet. På Statens Museum for Kunst har jeg også en digital valgmulighed med fri adgang til store dele af samlingen på alle tider af døgnet. For samfundet synes jeg den model er bedre, fordi den giver borgerne mere fri og lige adgang til at benytte den kunst, som vi alle sammen ejer.
Hvordan kan kulturen opnå en øget vægt på den politiske dagsorden?
Der er et spor, jeg virkelig synes vi bør forfølge, og det er oprettelsen af et Kulturens Analyseinstitut. Jeg vil meget gerne se en samordning af de forskellige brugerundersøgelser, man laver inden for kulturen, så de kan analyseres på tværs af sektoren. Det vil sætte fokus på kultur og brug af kultur. Når man bruger kultur, tilfører man noget, man bliver selv rigere, og i rigtig mange tilfælde gør man også kulturen større, for eksempel gennem borgerforskning.
Med tværgående analyser ville man kunne se, hvordan forskellige mennesker bruger kultur på forskellige måder. En svensk undersøgelse har for nylig vist, at folk med længerevarende uddannelser og høje indkomster foretrækker at være traditionelt kulturpublikum. De vil gerne gå til en koncert eller en udstilling, hvor de kan opleve noget, andre har lavet. Folk med korterevarende uddannelser og knap så tung en pengepung er derimod mere kulturelt aktive. For eksempel skriver de erindringer og synger i kor. Sådanne undersøgelser vil jeg også gerne se herhjemme. Et Kulturens Analyseinstitut kunne lave nogle andre typer effektmålinger, end vi gør i dag. Er det de samme mennesker, der kommer hver gang, er det kun turister, er det også folk fra andre miljøer og med andre baggrunde, for eksempel etnisk eller uddannelsesmæssigt? Vi ved ikke ret meget om, hvem der bruger hvad og hvorfor.
Aktiv interaktion med kulturarv er en af de ting, som kan give borgerne empowerment. Det handler om dannelse og folkeoplysning. Det er jo det, kultur kan. Det er ikke, hvor mange der har været inde at se et eller andet; det er, hvad det gør for dem og for samfundet. Jeg kunne tænke mig en mere kvalitativ tilgang til effektmåling.
Vi siger ofte, at kulturen er vigtig for demokratiet, men det måler vi heller aldrig på. I 2016 viste en undersøgelse fra Danmarks Biblioteksforening, at et stort antal borgere med anden etnisk baggrund end dansk oplever, at de lærer om dansk demokrati og kultur på biblioteket. En lignende tilgang vil også være interessant for museer og arkiver. Det handler om selvudvikling og om at blive et mere kompetent menneske i et demokratisk samfund. Det er jo præcis, hvad politikerne efterspørger — ansvarsbevidste borgere, der kan passe et arbejde og deltage i den offentlige debat på en sober måde. Samtidig skal vi også have mulighed for at leve ‘et godt liv’ med plads til personlige interesser og udvikling. Alt det kræver dannelse — og kultur.
***
Uddrag fra min bog Et spørgsmål om kultur, Gads Forlag 2019.
